Video : Tipsbladet
1. division

Chok i dansk klub: Ingen løn til spillerne

Spillerne i FC Helsingør har ikke fået løn tirsdag morgen, men klubben har resten af tirsdagen til at udbetale løn.

Der huserer kaos i FC Helsingør.

Ifølge Tipsbladets oplysninger har spillerne ikke fået udbetalt løn i dag, tirsdag. Helsingør Dagblad var først med historien.

Spillerne har intet hørt fra ledelsen, der altså ikke har kunne fortælle, om lønnen skulle være på vej.

Klubben har dog nogle timer at løbe på, for lønnen skal senest være udbetalt tirsdag aften, hvis ikke Spillerforeningen skal blive involveret.

Er lønnen ikke udbetalt i løbet af tirsdagen, vil Spillerforeningen sende et påkrav til klubben, der derefter har tre dage til at udbetale løn. Hvis det heller ikke sker, kan det få kæmpemæssige konsekvenser for FC Helsingør. 

Tipsbladet har forsøgt at få en kommentar fra FC Helsingør-ejer Bo Bay Hougaard, der dog ikke er vendt tilbage på vores henvendelser. Tipsbladet har også henvendt sig til Spillerforeningen, der ikke har nogen kommentarer. 

Spaniere på vej ind
Som Tipsbladet tidligere har afdækket, så har Bo Bay Haugaard længe søgt investorer til at overtage FC Helsingør, da kassen er ved at være tom i den trængte NordicBet Liga-klub.

Her har man længe forhandlet med Never Say Never, der har Andrés Iniesta i ejerkredsen. Forhandlingerne pågår ifølge Tipsbladets oplysninger stadig, hvor bestyrelsen har givet grønt lys til en fordeling, der hedder 85 procent til Never Say Never og 15 procent til Bo Bay Haugaard, der også skal fortsætte som direktør.

Overtagelsen er som bekendt ikke sket, og Never Say Never har også fortalt Tipsbladet, at de vil starte i en konsulentrolle med henblik på et køb senere hen.

Never Say Never driver blandt andet en agentvirksomhed, hvilket kan være en af årsagerne til, at man på nuværende tidspunkt ikke er nået længere med et køb af FC Helsingør.

Ifølge gældende regler på området, må man ikke både eje en fodboldklub og drive agentarbejde ved siden af. Derfor kan det sagtens komme til at tage noget tid, før en endelig overtagelse af FC Helsingør kommer i stand.

Indtil da mangler klubben økonomiske midler, hvilket den forsinkede lønudbetaling kan være et bevis på.