Video : Tipsbladet
Champions League

Risikerer milliarder i slagsmål om CL i Danmark

UEFA rasler med sablen i forhold til de danske CL-rettigheder og Viaplays tilbud, men det er en risikabel kurs for forbundet og klubberne, vurderer en ekspert i fodboldøkonomi.

Hvad i alverden sker der med Champions League på dansk tv og streaming i næste sæson?

Mens alt fra Andorra, Liechtenstein og Namibia til Storbritannien, Tyskland og USA for længst er på plads, mangler Danmark og Sverige fortsat som stort set de eneste semi-store markeder i verden, selvom UEFA havde regnet med at have en aftale i hus allerede i slutningen af 2023.

Tipsbladet beskrev tirsdag, hvor UEFA kort fortalt står med et milliard-tilbud fra Viaplay i den ene hånd, mens man i den anden har et løst defineret projekt om selv at vise kampene, eventuelt i samarbejde med en streamingtjeneste.

Stridens kerne er i det store hele penge samt de muligheder og farer, der ville være i de forskellige valg.

UEFA nød for tre år siden gavn af det, der beskrives som den 'perfekte storm' i Skandinavien, hvor der var uhørt hård konkurrence om rettighederne i både Danmark, Sverige og Norge, noget der fik banket priserne ekstremt højt i vejret.

Derfor har det ligget i kortene, at der ville komme alt mellem status quo, takket være de mange ekstra kampe, og en lille nedgang i prisen.

Men ligesom det gik trægt med Superliga-rettighederne sidste år, har der slet ikke været den budkrig, UEFA nok havde håbet på.

Så nu er der ifølge Tipsbladets oplysninger et niveau af accept i toppen af europæisk fodbold af, at UEFA om nødvendigt går selv og vælger den opsigtsvækkende løsning med selv at vise kampene i et form for abonnement eller pay-per-view, selv om man egentlig havde sat en intern deadline for den løsning tidligt på foråret.

Risikabelt
Et af argumenterne, der er dukket op i UEFA-regi flere gange, er en frygt for, at andre medieselskaber vil se en lav pris i velhavende lande som Danmark og Sverige som frit lejde til i næste forhandling at banke tilbuddene helt i bund.

Men forelagt parternes positioner stiller en ekspert i fodboldøkonomi sig skeptisk overfor, at et dyk i prisen i Danmark nødvendigvis vil betyde en global nedgang for UEFA i næste medieforhandling.

- Det kommer til at afhænge af, hvor vigtige Danmark og Sverige er for UEFA. UEFA må jo tænke meget over, om man laver et selvmål her, og hvad den rigtige og forkerte beslutning vil være. Der er ingen garanti for, at UEFA selv vil være gode til at udbyde Champions League til kunderne, siger Jesper Jørgensen, der er partner og økonom ved Deloitte, til Tipsbladet.

Foto: Alamy

- Totalt set er der jo kommet mange flere penge i kassen for Champions League og Europa-turneringerne. Og i det regnestykke skal vi så huske på, at der også er kommet langt flere kampe. Det er ikke så meget prisen per kamp, der er steget, som en stigning i den samlede pris på grund af de langt flere kampe.

- Det er også et spørgsmål, om der overhovedet er nogen afsmittende effekt økonomisk, hvis UEFA skulle ende med at sige ja til en lidt lavere pris i Danmark og Sverige.

- Måske tror man på, at de store, lukrative markeder som Storbritannien, Tyskland og USA altid vil opleve så hård kamp om rettighederne, at man godt kan give lidt rabat i Skandinavien efter at have fået en meget høj pris i forrige forhandling. Og at det ikke vil betyde noget i fremtiden, fordi det nordiske marked vil blive endnu mere interessant for streamingtjenesterne i fremtiden og derved skabe mere konkurrence til Viaplay. På den led er Danmark stadig et ret umodent marked, hvor tallene viser, at mange holder sig til de traditionelle kanaler, siger Jesper Jørgensen.

Hård kamp
UEFA har allerede i flere år haft samarbejder med streamingtjenester som DAZN på det tyske marked, og i den kommende periode for medierettigheder i Champions League, der løber fra sommeren 2024 og tre år frem, har man samarbejder med eksempelvis DAZN og Amazon i en række lande, inklusiv i Tyskland, USA og Canada.

Så selve manøvren med at tage nye samarbejdspartnere og streamingtjenester har UEFA allerede foretaget, og på den måde kan et selskab som Viaplay ikke nødvendigvis forvente bedre behandling, fordi man har samarbejdet i flere årtier, vurderer Jesper Jørgensen.

- UEFA ser først og fremmest på, hvem der betaler mest. De har ikke på den måde nogen sympati omkring, hvem der får rettighederne, hvad end de hedder TV2, Viaplay eller noget tredje. Hvis det er en af streamingtjenesterne, der rammer det, UEFA gerne gerne vil høre, så vælger UEFA dem. Se Disney, der fik købt rettighederne til Europa League og Conference League, det valg var UEFA iskolde omkring, siger Jesper Jørgensen.

- Det bliver så spændende at se, om folk flytter med over til den streamingtjeneste, der så køber rettighederne. Hele markedet er under opbrud. Det kan få prisen til samlet set at stige, men streamingtjenesterne kæmper også stadig for at få kunderne ind i butikken, og det kunne betyde, at prisen faktisk ville falde. Så på den måde er det ikke sikkert, priserne vil stige, lyder vurderingen.

Rettighederne til at vise Champions League har kostet et milliardbeløb i Danmark og Sverige set over kontraktperioden. Svenske medier har fortalt om en pris i lejet 650-700 millioner kroner årligt alene for rettighederne i Sverige, da svensk TV 4 købte rettighederne til perioden 2021-2024.

Champions League lægges markant om fra den kommende sæson, hvor der indføres et ligaspil, og det samlede antal kampe fra første runde i ligaspillet til og med finalen går fra 125 til 189.

Se her, hvordan turneringen hænger sammen i fremtiden.