Video : Tipsbladet
Superliga

Transferklar: Superliga-bomber skal ikke tilbage

Randers FC ser det som en mulighed at hente Mohammed Fuseini permanent til sommer. Lejesvenden skal ikke retur til SK Sturm Graz og holder derfor alle sine muligheder åbne.

Hattrick i seneste spillerunde og to mål i søndagens sejr over Hvidovre.

Det kører i sandhed for Mohammed Fuseini, som Randers FC i januar hentede på en lejeaftale i SK Sturm Graz. I alt har han lavet seks mål i Superligaen, og derfor er der ikke noget at sige til, hvis Randers FC gerne vil hente ham på en permanent aftale.

Overfor Tipsbladet bekræfter sportsdirektør i Randers FC, Søren Pedersen, at et længere samarbejde er på blokken.

- Det er bestemt en mulighed at tilknytte ham permanent, så det er da noget, vi arbejder ud fra, siger han og tilføjer:

- Vi holder forhandlingsforløbet internt, så det vil jeg ikke snakke om med pressen. Jeg kan sige, at vi er glade og tilfredse med hans indsats.

Søren Pedersen bekræfter også, at der er en købsoption i lejeaftalen, men han vil ikke komme den nærmere. Det vil Mohammed Fuseinis agent, Max Hagmayr, heller ikke, der fortæller, at man holder alle muligheder åbne.

- Vores plan er ikke at tage retur til Sturm Graz og spille der. Det er ikke en del af vores plan, så vi er åbne og vil tage det bedste skridt for hans fremtid, hvor han kan udvikle sig mest muligt. Vi er åbne for det meste, og det gælder også Randers, siger Max Hagmayr til Tipsbladet og tilføjer:

- Mo er rigtig glad i Danmark og kan lide klubben, trænerne og holdkammeraterne. Han er der på en lejeaftale, og lige nu ved vi ikke, hvad der skal ske til sommer. Jeg tror, det vigtigste for ham er at koncentrere sig om at hjælpe klubben, og så må vi se, hvad der kommer til at ske.

21-årige Mohammed Fuseini har spillet på Right to Dream-akademiet i Ghana, men han har altså ikke taget turen til FC Nordsjælland, som flere af hans landsmænd tidligere har gjort.

SK Sturm Graz slog kløerne i ham i februar 2022, og nu er han altså ved at få sit europæiske gennembrud i Randers FC. Angriberen er på kontrakt i den østrigske topklub frem til 2026.

For nu bliver hans og Randers' vigtigste mission dog at sikre klubben et endnu større hul til de to nederste pladser i Superligaen. Den mission er forløbet ganske fornuftigt med en 6-0-sejr over Lyngby og weekendens 3-1-sejr over Hvidovre.

Til sommer bliver der også luft i Randers-angrebet, da man siger farvel til Marvin Egho, som tager til AC Horsens i NordicBet Ligaen.