Video : Tipsbladet
Superliga

Dansk topdommer gør comeback efter halvandet år

Michael Tykgaard dømmer søndag sin første Superliga-kamp siden november 2022.

Michael Tykgaard er tilbage som dommer i Superligaen. 

På søndag passer han fløjten, når Lyngby Boldklub og Randers FC tørner sammen, og lokalavisen Dagbladet Holstebro-Struer har talt sig frem til, at det er 546 dage siden, at Tykgaard senest stod i spidsen for en Superliga-kamp.

Michael Tykgaard pådrog sig for halvandet års tid siden en skade i sin akillessene, så størstedelen af de seneste 18 måneder har han brugt på at genoptræne, mens han sideløbende har passet dommertjansen i VAR-rummet.

Nu skal han igen have græs under støvlerne.

- Er du sindssyg, det bliver fedt, mand! Det er det ultimative, jeg har kæmpet for, og nu kommer belønningen for det hårde arbejde. Jeg har dømt nogle kampe i både 2. division og 1. division op til, så jeg står lidt bedre rustet, og nu glæder jeg mig til Superligaen. Det kan næsten ikke beskrives med ord, siger Michael Tykgaard til Tipsbladet og fortsætter:

- Jeg glæder mig til at komme tilbage til spillere, trænere, holdledere og ikke mindst de kollegaer, jeg har været vant til at færdes med. Jeg har været med siden 2010, og måske havde jeg vænnet mig lidt til det hele, men jeg har i hvert fald fundet ud af, hvor meget jeg har savnet det i den periode, jeg har været væk. 

Har det ikke også været lidt rart med et års tid uden så mange skæld ud?

- Haha, det lyder nok lidt sadomachochistisk, men jeg har faktisk savnet det lidt. Og skæld ud lyder jo også så hårdt, for det er jo med respekt for den rolle, jeg nu har - sådan har jeg i hvert fald altid følt det. Spillere og trænere ved jo godt, at vi dommere er et nødvendigt onde, og man vænner sig til rollen, fastslår Tykgaard fire dage inden sit Superliga-comeback. 

Når Michael Tykgaard fløjter opgøret mellem Lyngby og Randers i gang på søndag, er det 222. gang, han passer fløjten i et opgør i Danmarks bedste fodboldrække. I 2017 blev han kåret som Årets Dommer i dansk fodbold.