Video : Tipsbladet
Superliga

FCM smed dansk stortalent ud "på røv og albuer"

Mads Enggård har fået sit helt store gennembrud i Superligaen i Randers FC, men havde FC Midtjylland valgt anderledes for år tilbage, så kunne det have været for dem i stedet for.

En af Superligaens mest spændende unge spillere render rundt i Randers og bliver nærmest bedre og bedre for hver runde, der spilles.

Mads Enggård har taget Randers og Superligaen med storm, og han ligner det næste helt store salg i Kronjylland. 

I Randers forstår man, hvis de niver sig i armen en gang imellem, og i FC Midtjylland forstår man, hvis de derimod ærgrer sig. For det kunne meget vel have været FCM, som han havde tørnet ud for den dag i dag. Da han var U15-spiller var han ungdomsspiller i klubben, men de valgte at kassere ham. Det åbner Mads Enggård op for i Discovery-programmet Klubben

- Jeg blev smidt ud på røv og albuer. Det var svært, indleder han, inden han går mere i dybden med afskeden med den danske topklub.

- Jeg troede, at jeg ville få en kontrakt. Det blev gjort over én gang, hvor de på to dage holder møde med spillerne på årgangen, og så får du at vide, om du skal have en etårig kontrakt eller tre år. Jeg var lige blevet udtaget til U15-landsholdssamlingen og jeg tænkte, at den var hjemme. Det er tre år, det skal det være...

- Jeg tror, de har haft ringet til mine forældre, og de (forældrene, red.) begynder at sige: "Hvad nu hvis du ikke får?"

- Så kom vi ind til den samtale, og så fik jeg at vide: "Vi synes ikke, du har nogle spidskompetencer, så vi giver dig ikke en kontrakt". 

- Den var hård. Det var forfærdeligt, påpeger Mads Enggård, der blev hjemme fra skolen dagen efter den nedslående melding fra FC Midtjylland.

Klubben prøvede sågar at hjælpe ham med næste skridt i karrieren, men det kunne de godt glemme alt om.

- De sad derinde og tilbød os: "Vi skal nok hjælpe dig med at finde en anden klub."

- "I skal ikke hjælpe med noget som helst fra nu af, det klarer vi selv." Så tog vi til den der landsholdssamling, hvor Randers og AaB kom, og så endte jeg med at vælge Randers, forklarer han. 

Han fik dog en svær start i klubben, og han var ved at stoppe efter bare et halvt år på grund af flere årsager. Her var han blandt andet ramt af hjemve. 

Mads Enggård blev dog ved med at klø på i Randers, og U17-tiden var vendepunktet for ham. Det er han og klubben nok rigtig glade for lykkedes den dag i dag.