Video : Tipsbladet
Superliga

Uwe Rösler om Silkeborg-spiller: Verdensklasse!

Uwe Rösler løfter på hatten for assisten til Oliver Sonnes mål og hylder samtidig AGF's fans.

PARKEN (Tipsbladet): Verdammt!

Uwe Rösler kunne torsdag have skrevet sig ind i historiebøgerne som træneren, der fik bugt med AGF's pokaltørke, men århusianerne kunne ikke stå distancen mod Silkeborg IF, der vandt pokalfinalen Kristihimmelfartsdag.

Naturligvis til stor skuffelse for den tyske træner, der havde håbet at kunne drikke sejrschampagne i stedet for gravøl i bussen hjem.

- Det er svært at finde de rette ord lige nu. Jeg følte, vi havde gode momenter i kampen og havde kontrol, indtil de scorede, siger Uwe Rösler.

Sejrsmålet faldt kort før pausen, da Tonni Adamsen med en fantastisk stikning fandt målscorer Oliver Sonne. Netop den målgivende aflevering fra Adamsen løfter Uwe Rösler på hatten for.

- Det var en verdensklasse-aflevering ind bag vores bagkæde. De scorede fra en spids vinkel, og det er også kvalitet. Silkeborg forsvarede sig godt i boksen, og de var gode på kontraangreb. Jeg synes også, deres målmand var man of the match, for vi kreerede mange chancer.

AGF-fansene var med til at skabe en fantastisk kulisse i Parken, og til dem har Uwe Rösler en klar besked.

- De skabte en utrolig atmosfære, og sådan har det være hele dagen. Vi så opslagene på Instagram og alle videoerne. De mødte talstærkt op og ejede Parken, men desværre kunne vi ikke give dem en scoring. Jeg er meget ked af det, og det gælder alle i klubben. Desværre kunne vi ikke bringe pokalen til Aarhus, men jeg synes, at spillerne gjorde deres bedste, siger Rösler. 

Nederlaget i pokalfinalen betyder, at AGF's sæson nu mere eller mindre er slut. Århusianerne kan ikke opnå mere end maksimalt en femteplads i Superligaen, hvor der resterer fire runder.