Video : Tipsbladet
1. division

Løn-kaos i dansk klub - nu får de påbud

Efter planen sender Spillerforeningen senere i dag et påkrav til FC Helsingør, da de ikke har betalt løn til sine spillere. Det kan ende med at få alvorlige konsekvenser.

Den økonomiske krise kradser i FC Helsingør, der længe har søgt efter investorer og også er i forhandlinger med Never Say Never, hvor en endelig overtagelse dog kan tage tid.

Derfor er kistebunden ved at være tom. Det kom til udtryk tirsdag på lønningsdagen, hvor Tipsbladet kunne fortælle, at flere spillere ikke havde fået udbetalt deres løn.

Onsdag er lønnen fortsat ikke gået ind hos flere spillere, og derfor vil Spillerforeningen senere i dag sende et påkrav til NordicBet Liga-klubben.

Det bekræfter Spillerforeningens vicedirektør, Allan Reese, overfor Tipsbladet.

- Vi kommer til at sende et påkrav her senere i dag for de spillere, som ikke har fået løn, og her er der tale om mere eller mindre alle vores medlemmer, siger han.

Herfra vil FC Helsingør have 72 timer (tre dage) til at betale spillernes løn. Sker det ikke, så kan det ende med at få alvorlige konsekvenser for den trængte NordicBet Liga-klub.

Spillerne kan nemlig, hvis påkravet ikke betales, ophæve deres kontrakter med FC Helsingør efter 72 timer. En naturlig konsekvens af det vil også være at kræve erstatning for restsummen af kontrakten.

Vælger nogle spillere at ophæve deres kontrakter, så vil de dog stå et sted, hvor de kun kan skifte til lande, hvor transfervinduet holder åbent, hvis de vil være sikre på at kunne spille med det samme.

Divisionsforeningen kan dog give dispensation til at skifte til andre danske klubber, men det er en vurdering, der skal foretages med den specifikke sag, fortæller Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, til Tipsbladet. 

- Det afhænger af en specifik vurdering i det pågældende tilfælde (om der kan gives dispensation, red.). De vil blive fritstillet som arbejdsløse spillere, og så afhænger det af vurderingen af, hvor langt man er nået i turneringen og hvilken sportslig effekt, det kan få. 

- Som regel er der ikke mulighed inden for de sidste fire spillerunder, og derudover skal rimeligheden af det vurderes, hvis man står i sådan en situation, fortæller Claus Thomsen. 

FC Helsingør frister en tilværelse som bundprop i NordicBet Ligaen, hvor missionen om overlevelse ser mere end almindelig svær ud. Med fem runder igen har man ti point op til HB Køge på den rigtige side af stregen.

Tipsbladet forsøger at indhente en kommentar fra ejer og direktør i FC Helsingør, Bo Bay Hougaard. Tirsdag besvarede han dog ikke vores henvendelser.