Video : Tipsbladet
Superliga

På vej i Superligaen - parløb med Jesper Nøddesbo

Den nu pensionerede danske håndboldstjerne Jesper Nøddesbo arbejder som coach, og han har i denne sæson hjulpet Sønderjyske-profil, som formentlig skal score kasser i Superligaen efter sommerferien.

Fodbold er som bekendt et spil med fødderne, men det er i lige så høj grad i hovedet, at kampene vindes. Og tabes.

Sønderjyske-angriberen Mads Agger har de seneste uger vist storform med tre mål i fem kampe, og han har for alvor fundet melodien efter en længere periode midtvejs i sæsonen, hvor tingene ikke fungerede på samme måde. 

En del af æren skal tilskrives den tidligere landsholdsspiller i håndbold Jesper Nøddesbo.

Og hvordan hænger det sammen?

Jesper Nøddesbo, der indstillede sin imponerende karriere i 2021, erhverver sig nu som coach, og han har i løbet af sæsonen arbejdet tæt sammen med Mads Agger om det mentale aspekt i et elitemiljø - noget, som var ukendt for den 24-årige angriber forud for denne sæson, hvor han kom til Sønderjyske fra Skive IK.

- Jeg startede sæsonen godt med masser af spilletid og mål i mine første tre kampe, men så røg jeg på bænken i en periode. Det er helt nyt for mig at være i et elitemiljø, og så talte jeg med nogle om, at mentaltræning måske kunne være en god ting for mig, fortæller Mads Agger til Tipsbladet.

Det var her, Jesper Nøddesbo kom ind i billedet.

- Jeg startede et forløb hos Nøddesbo, og det har jeg været virkelig glad for. Han er en person, jeg kan tale med om alt muligt, og så har han prøvet en masse inden for sportens verden. Han har nogle redskaber, som jeg har været rigtig glad for, siger Agger og tilføjer:

- Det var ikke sådan, at klappen pludselig gik ned for mig på banen, men når man som jeg kommer udefra og ikke har prøvet at være en del af det her miljø før, er der blandt andet en konkurrence, som var ny for mig. Presset udefra er også meget større, end når man bare spiller hyggebold. Det er i høj grad noget, man skal forholde sig til mentalt, og det har Jesper hjulpet mig med. 

Trivsel før præstationer 
Jesper Nøddesbo var professionel håndspiller i mere end 20 år, og som aktiv tørnede han ud for klubber som KIF Kolding og FC Barcelona. De fleste husker ham nok for de mere end 200 A-landskampe.

Nu arbejder han med coaching og har altså blandt andre hjulpet Mads Agger.

- Mit arbejde med Mads startede relativt sent på sæsonen, men vi har arbejdet på et bredt plan med ting, der har fyldt noget hos Mads, siger Jesper Nøddesbo til Tipsbladet og fortsætter:

- Jeg tror på, at trivsel går forud for præstationer, og det har været udgangspunktet. Vi har både arbejdet med nogle sportslige temaer og nogle mere personlige temaer. Hvis der er noget, der fylder i ens bevidsthed, kan man glemme sig selv lidt nogle gange, og det kan stå i vejen for, at man kan udfolde sit potentiale som eliteudøver. Jeg tror meget på et holistisk perspektiv, hvor man også husker, at det er mennesker, man har med at gøre.

Mads Agger nævner især, at han har skullet vænne sig til at være en del af et elitemiljø, og det er i hvert fald noget, Jesper Nøddesbo har forstand på fra håndboldbanen. Alligevel er det begrænset, hvor meget han bruger sig selv i de forløb, han har med mennesker.

- I det samtalerum, jeg forsøger åbne op, træder jeg mere i baggrunden. Folk skal selv træde frem med, hvad der virker for dem og de kvaliteter, der allerede har bragt dem dertil, hvor de er nået. Jeg vil gerne spille mine erfaringer ind, og det gør jeg nogle gange, men jeg bruger det som et spejl, så jeg siger "det her er min levede erfaring, hvordan lyder det på dig?". Jeg spiller hele tiden bolden tilbage til dem, jeg taler med, for når vi går ud af samtalerummet, er det dem selv, der skal løse det. 

Jesper Nøddesbo fastslår, at der er i dag er et langt større fokus på den mentale del af et elitemiljø, end der var, da han indledte sin karriere. 

- Det er meget nemt at svare ja til, for da jeg startede, var der ingen fokus på det. Jeg fandt først ud af det i en relativt sen alder, hvor meget det gav af have en tredjepart, som upartisk kunne lytte til, hvad jeg sagde, og stille kvalificerede spørgsmål. Det kom først, da jeg spillede for Barcelona, og det skete på baggrund af, at jeg havde det virkelig hårdt på det tidspunkt, fastslår Nøddesbo.

43-årige Jesper Nøddesbo har mange jern i ilden og interesseområder inden for arbejdet med det mentale - han er blandt andet i gang med at uddanne sig til psykoterapeut.